Reaktioner på tidligere tanker

Jeg er ikke en psykosadist, og du er ikke en slavinde, som ikke må sige fra.

Du skal ikke bare tage imod, fordi jeg ønsker det. Du skal tage imod, fordi du ønsker det.

Jeg vil have en kvinde, der kan reflektere over oplevelsen i nuet og efterfølgende. 

Det er ikke det han vil, og det er ikke den jeg er. Jeg skal kunne rumme den smerte, jeg får. Der venter potentielt dårlige oplevelser på den anden side af den mur. Og der skal vi ikke hen.

Det var tanker – men nu skal jeg på rette kurs igen.

Den skjulte barriere

Vi har kæmpet det sidste stykke tid, for at komme tilbage dertil igen. Måske ikke decideret tilbage, for hvem har i det hele taget lyst til at gå tilbage, og håbe på at være noget, som man måske var engang?

Jeg mener tilbage dertil, hvor jeg yder totalt og underkaster mig hans vilje fuldstændig. Der hvor jeg virkelig viser ham, at jeg er dygtig, at jeg presser mig selv, at jeg kan tage imod for ham.

Men fra det første slag rammer, bliver jeg slået tilbage dertil, hvor jeg ikke længere kan bunde i min bevidsthed. Min krop splittes til atomer, og jeg må kæmpe for at holde sammen på de resterende stykker af mit væsen. Jeg fremprovokerer styrken dybt inde i mig, til at lade smerten forsvinde. Ikke lade smerten overtage, pigebarn. Jeg ved, jeg kan gøre det. For jeg har gjort det før – for det må gerne gøre ondt. Smerten skal bare vendes, og den må ikke gå så dybt, slet ikke så dybt, som den har gjort her på det sidste.

For når det hele rammer på et dybere plan end intentionen var, så splittes mit sind fuldkommen.

Givetvis, er det de samme følelser, der rumsterer inde i mit hoved inden jeg skal præsterer andre steder. Jeg vil gøre et godt stykke arbejde – og i virkeligheden stiller jeg måske alt, alt for store krav til mig selv. Så store, at det i sidste ende ender med, at jeg takler mig selv i et samsurium af dårligt selvværd og viljen til at præstere.

For det har det gjort, og det vil det være. Jeg må ud af mit evindelige tankekaos, og finde den rette vej igen. Det er en fælles opgave.

Ham og jeg når altid lige til muren – lige til der, hvor mine tårer og gråd får absolut frit lejde, og hvor jeg kæmper med at samle mig selv igen, selvom jeg ved, at det næste slag venter lige om hjørnet.

Jeg bilder mig selv ind i øjeblikket, at når han står der med spanskrøret, hvis han presser mig ud over kanten, hvor jeg ikke længere kan bunde – at det vil hjælpe. At hvis det lykkedes for os, at kravle ud over muren, at det vil give mig troen tilbage på, at det kan lykkes. At dette bare er en forhindring på vores videre færd. At muren skal bestiges, og når vi først er kommet over på den anden side, vil det blive meget nemmere at præstere.

En klog veninde af mig sagde engang, at det ikke er mængden, og hvor store mærker man får ud af det – men dybden, presset, hvor meget man yder – det er dét, det hele kommer an på. Og hun har ret. Skygge har ret.

Min kærlige, dominante og sadistiske kæreste

Vi sagde farvel på stationen i morges, begge to velvidende om, at vi allerede skal ses på fredag igen. Men alligevel, føltes det helt nyt, at sige farvel på den måde. Det var ikke længere jeg, der måtte sidde tilbage i tilbringe de næste fire timer i eftertænksomhed i et buldrende tog. I dag var det ham. Og jeg måtte cykle de seks kilometer ud på mit studie, velvidende om, at jeg kom for sent.

I dag var det mig, der sendte ham afsted med kys, kram og dybe åndedrag. I dag var det mig, der vinkede til toget og så det køre afsted. I dag var det mig, der efter en kort dag på studiet, måtte vende hovedet hjem, traske op af de mange trapper, og åbne døren til den lejlighed, som jeg lige var begyndt at vænne mig til, indeholdte ham.

I dag var det mig, der måtte opsamle de resterende spor, minder, efter vores udskejelser og knepperi. Da jeg satte nøglen i døren, og mærkede suget i maven i håbet om at se ham ligge i min seng, sidde ved mit bord — selvom jeg sku da godt ved, at han for længst har passeret Odense. Jeg kunne mærke ham på mig, i mig, fornemme ham. Denne gang, er jeg mærket mere permanent, end jeg nogensinde har været før. Duftene fra ham overvælder mig, og jeg kaster mig i de dyner, vi har sovet, elsket, kysset, kneppet og set Netflix i. Duften af ham er markant, og det er den stadig, her flere timer efter. Jeg finder hans sæd på lagenet og hans erobringer af mine hårtotter rundt omkring.

Min kærlige, dominante og sadistiske kæreste har tilbragt de sidste par dage i min hverdag. Han har været vidne til mine rutiner, min omgangskreds, mit hjem, mine omgivelser. Et smil breder sig over mine læber, da jeg kigger ned af min krop, løfter op i kjolen, og ser til min helt store fryd, de seks små knopper, jeg kan se på mine bryster.

I biografens mørke, hvor vi var alene (naturligvis) kneppede vi, begge meget opmærksomme på lydene omkring os. Og i mørket gik vi hjem sammen igen, hånd i hånd.

Hånd i hånd traskede vi gennem min by, mit domæne og gjorde dét, som vi har snakket om så længe. Dét, jeg har ønsket så længe. At blive mærket.

Vi bliver budt velkommen ud i baglokalet, hvor der er varmt, hvilket ikke forbedrer min tilstand. Jeg bliver bedt om at sætte mig tilrette i den sorte stol. Fire små prikker bliver placeret på hver side af mine brystvorter. Jeg kigger spørgende på ham, og han nikker beundrende ned til mig. Han tager min hånd, og lader mig mærke, at det nok skal gå. Jeg bliver siddende, mens hun klemmer en tang om mit bryst, som egentlig var det værste, men forventningen om nålen igennem min brystvorte, gjorde at jeg glemte at trække vejret og straks efter, den første var igennem, og jeg kunne kigge stolt ned, begyndte jeg at blive skidt tilpas.

Jeg har efterhånden prøvet så mange gange, at miste bevidstheden ved blood choke, eller når han ikke lader mig trække vejret. Så jeg kunne sagtens mærke, at jeg var ved at glide ud og væk fra verden. Han holdte fast i mig, og fik mig ned og ligge. Da jeg kommer til mig selv, er jeg stolt over min første piercing. Så jeg sætter mig op igen, og lader hende sætte tangen på det andet bryst, og forbereder mig igen. Jeg kigger aldrig ned på nålen, eller smykket. Jeg kigger kun på ham. Lader ham se min frygt og min forventning. Og så er smerten der, nålen der maser sig igennem vorten.

Han holder mig ovenpå med hans personlighed, hans tryghed og i dette tilfælde også hans humor, da hun kækt spørger ham: Ja, jeg går ud fra, at du er kæresten. Hvortil han svarer: Nej, storebror. Og så var hun flad af grin og jeg ligeså.

Vi nød en is i det gode vejr, mens jeg gik i min stramme top og nød, at mine bryster nu er piercet. Vi gjorde det sammen. Jeg gjorde det. Overvandt min frygt.

Du var dygtig, min skat. 

Siden jeg fik det gjort, har han passet og plejet mig og sårene. Han har været den dejligste og mest betænksomme kæreste, nogen pige kan ønske sig. Han passer på mig, og jeg er lykkelig for ham.

De her dage har været guld værd for mig, for os.

Vi kommer tættere på hinanden igen. Næste skridt, næste rolle. Mig, som hans slavinde. Ingen kasse, vi skal passe ind i. Bare os, ham og jeg, der leger. Intet højtideligt. Kun ham og jeg, der finder samhørighed og føling i, hvad vi foretager os sammen.

Kære lille luder

NB: I dette stykke, kan det ikke understreges nok, at vi udelukkende leger med mine tabuiserede fantasier, og at vi begge udefra har et sundt forhold til, hvad der er virkelighed, og hvad der er fantasi. At lege med sådanne fantasier er nyt for os begge – derfor tager vi det stille og roligt og i et tempo, som vi begge kan håndtere. Så ønsker jeg også at pointere, at jeg har et ganske normalt forhold til min biologiske far og at jeg elsker ham meget højt.  Ligeså har jeg heller ingen traumatiske oplevelser fra min barndom, som jeg slæber rundt på, og som dermed har skadet mig for resten af mit liv. – så fordomme og freudianske synspunkter vil jeg gerne frabede mig – tak.

Skærmbillede 2016-05-03 kl. 15.06.07

Kære far,
Vi har været meget priviligeret og set hinanden ofte på det sidste. Jeg nyder at kunne kalde mig din kæreste, din luder – kort sagt; din.

Tak fordi du giver mig muligheden for at vise mig, hvor dygtig jeg kan være for dig. Tak fordi du udfordrer mit sind, og mine grænser.

Jeg sidder lige nu, og er både overvældet og lykkelig for, at du vil lade en af mine fantasier opfylde. Faktisk kan jeg slet ikke fokusere overhovedet. Du har givet mig meget at tænke over. Jeg kan faktisk slet ikke stoppe med at smile.

Det er helt enormt spændende, grænseoverskridende, vidunderligt og liderligt, med den udvikling vi går igennem sammen lige nu.

Mit indre indeholder et samsurium af forventninger og følelser. Ikke bare forventninger til dig, men mest af alt forventninger til mig selv.

Jeg får flyvske tanker, mens jeg sidder her og kigger ud på vandet. Vinden kærtegner min lette kavalergang, og lader håret tilbage uordnet – ligesom du bedst kan lide det. Solen varmer min krop. Og jeg smiler.

– Gør far glad.
– vær en dygtig pige for far.
– vær en dygtig luder 《– vigtigst
– gør hvad far siger.

Det er skørt, dette her. Men jeg sidder og bliver en smule forfjamsket over at skrive alt dette offentligt.
For det er som om, at menneskerne omkring mig, kender min dybeste hemmelighed. Som om, jeg udstråler min forventningsglæde, til at være en en dygtig pige for dig, far.

Det er som om, at den glæde jeg udstråler, i forventningen du har til mig, skinner igennem.

Og jeg kan lide det, kan jeg. Jeg nyder, at folk kan se, når du er stolt af mig. At du værdsætter det, jeg gør for dig.

Jeg lover dig, far, at jeg vil gøre hvad du siger, så jeg kan være en dygtig lille luder for dig, som du stolt kan vise frem.

Derfor, vil din lille luder gerne takke ja til dit tilbud.

Kys,
Din lille luder

 

Øjnene der ser mig, øjnene der ser ham

Det er over midnat nu, og vi har lige sagt Godnat ham og jeg, som vi plejer. Det er vores ritual.

Der er en del tanker, som vi har fået vendt i dag. Tanker der skaber ro, men samtidig også indleder til eftertænksomhed.

Han ser mig, når jeg gemmer på noget. Jeg kan ikke længere undgå hans søgende blikke efter svar.

Og jeg har svært ved at give ham svarene, selv når jeg kigger dybt indad og lader mine tanker svæve ud i intetheden.

Jeg savner hans dominerende blik, der omkranser hele mit væsen. Det blik der fortæller mig, at nu er jeg hans ejendom, og han agter at bruge mig, som han lyster. Det skaber en årvågen stemning af prøvelser, perversioner og fælles forståelse.

Et blik, der går dybt – helt ind i de mørkeste afkroge af mit perverterede sind. Blikket, der går lige igennem mig.

Det blik der lokker hemmelighederne frem af lyset. Blikket der former min seksualitet og vores samlede seksuelle udfoldelser sammen. Det flytter grænser. Det udfordrer og prøver tilliden mellem os.

Men samtidig savner jeg det blik, der fortæller mig,  at han elsker mig. Det varme,  rare og  trygge blik,  som han kan sende mig. Blikket hvor øjnene smiler til mig,  og efterlader min krop,  hjerte og sind forelsket og fyldt med ungpige-galskab.

Begge blik giver mig et lykkefuldt sind,  og jeg ville ikke være foruden nogen af disse blikke.

Jeg elsker ham.