Den skjulte barriere

Vi har kæmpet det sidste stykke tid, for at komme tilbage dertil igen. Måske ikke decideret tilbage, for hvem har i det hele taget lyst til at gå tilbage, og håbe på at være noget, som man måske var engang?

Jeg mener tilbage dertil, hvor jeg yder totalt og underkaster mig hans vilje fuldstændig. Der hvor jeg virkelig viser ham, at jeg er dygtig, at jeg presser mig selv, at jeg kan tage imod for ham.

Men fra det første slag rammer, bliver jeg slået tilbage dertil, hvor jeg ikke længere kan bunde i min bevidsthed. Min krop splittes til atomer, og jeg må kæmpe for at holde sammen på de resterende stykker af mit væsen. Jeg fremprovokerer styrken dybt inde i mig, til at lade smerten forsvinde. Ikke lade smerten overtage, pigebarn. Jeg ved, jeg kan gøre det. For jeg har gjort det før – for det må gerne gøre ondt. Smerten skal bare vendes, og den må ikke gå så dybt, slet ikke så dybt, som den har gjort her på det sidste.

For når det hele rammer på et dybere plan end intentionen var, så splittes mit sind fuldkommen.

Givetvis, er det de samme følelser, der rumsterer inde i mit hoved inden jeg skal præsterer andre steder. Jeg vil gøre et godt stykke arbejde – og i virkeligheden stiller jeg måske alt, alt for store krav til mig selv. Så store, at det i sidste ende ender med, at jeg takler mig selv i et samsurium af dårligt selvværd og viljen til at præstere.

For det har det gjort, og det vil det være. Jeg må ud af mit evindelige tankekaos, og finde den rette vej igen. Det er en fælles opgave.

Ham og jeg når altid lige til muren – lige til der, hvor mine tårer og gråd får absolut frit lejde, og hvor jeg kæmper med at samle mig selv igen, selvom jeg ved, at det næste slag venter lige om hjørnet.

Jeg bilder mig selv ind i øjeblikket, at når han står der med spanskrøret, hvis han presser mig ud over kanten, hvor jeg ikke længere kan bunde – at det vil hjælpe. At hvis det lykkedes for os, at kravle ud over muren, at det vil give mig troen tilbage på, at det kan lykkes. At dette bare er en forhindring på vores videre færd. At muren skal bestiges, og når vi først er kommet over på den anden side, vil det blive meget nemmere at præstere.

En klog veninde af mig sagde engang, at det ikke er mængden, og hvor store mærker man får ud af det – men dybden, presset, hvor meget man yder – det er dét, det hele kommer an på. Og hun har ret. Skygge har ret.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s