21. December

Denne dags episode, bliver desværre først publiceret i morgen, sammen med morgendagens episode.
Beklager… Min Herre, har lovet at spanke mit ekstra for forsinkelsen. Netop publiceret i dag, d. 22. december.

Advarsel, denne episode er ikke fiktion. Anstødelige scener kan forekomme, hvor begge parter var fuldt indforstået. Episoden skildrer dagen i dag, d. 22. December, fordi jeg glemte at poste gårsdagens episode.

Du kiggede uforstående på mig. I dine øjne, havde jeg da masser af tid, til at skrive gårsdagens episode. Jeg var ikke enig. Jeg prøvede, at forklare dig, at inspirationen dertil altså skulle være der. Den godtog du ikke. Du kendte min liderlige tankegang. Du tog derfor et fast greb i mit hår, og bad mig forsøge engang til. Denne gang uden at lyve. Hvilket heller ikke var et smart træk, overfor dig altså. Jeg gad ikke. Fløj det ud af min mund. Du smilede. ,,Så tøsens liderlighed er altså gået hen og blevet doven? Det er jo ikke kun mig, som nyder at læse din blog.” Jeg sænkede blikket i skam. Du havde jo selvfølgelig ret. Når man indvilger i noget, må man også gøre det færdigt! Du kyssede mig, smækkede mig så kort i røven. ,,Smid kjolen, tøs!” Jeg trak den over hovedet, sænkede igen hovedet. Du bandt en stram bryst bondage, med mine hænder i manchetter bag ryggen. Igen, var du fuld af gode ideer, da du placerede to klokker ud for mine brystvorter. Ligegyldig hvilke lyde, jeg lavede for dig, nød du at se mine reaktioner. Du placerede dig bag mig, bad mig knæle med røven i vejret. Jeg sukkede. ,,Er tøsen utilfreds med tilværelsen? Jeg satte mig på knæ, rystende på hovedet. ,,Røven i vejret!” Du befølte langsomt mine baller. Kærtegnede dem blidt. Jeg slappede af og udstødte små suk. Så faldt de første slag. Jeg var stadig øm fra de sidste dages spanking, så var ekstra ømskindet i dag. Små klynk blandede sig med de musiske toner i rummet. Vi skulle jo nødig få folk, til at stille spørgsmål. Der lød stadig klask i rummet. Jeg begravede ansigtet i mine hænder på gulvet. Jeg holdte ikke tal på slagene. Pludselig stoppede du, med ordren om at blive liggende der. Helt stille! Jeg blev nysgerrig, da du gik din vej. Lyttede.. Jeg kendte lydene på de skabe du åbnede. Jeg kendte lyden på det paprør, hvori du gemte min fjende. Spanskrøret. Triumferede kom du tilbage, med spanskrøret i din hånd. ,,Op og stå, tøs!” Jeg samlede mig op fra gulvet. Manchetterne holdte mine hænder på plads bag ryggen. En foranstaltning. Du lænede mig indover lænestolen. Bad mig fjene hænderne, for dette, ville komme til at gøre ondt! Jeg spændte automatisk ballerne, ned hænderne sammen og lukkede mine øjne hård sammen. Forventningen var stor. Jeg var panisk. ,,Hvilken dag, var det i går, tøs? Jeg fattede straks din gemte ironi i spørgsmålet. Svarede derfor panisk, at det var den 1. Det morede dig hidtil ikke. Så jeg skyndte mig at tilføje… Plus 20! ,,Godt tøs! Du tæller ned fra 21! For din egen skyld, vil jeg koncentrere mig grundigt! ” Du startede blidt ud.. Blidt og blidt… Hvor havde jeg dog savnet dette tortur instrument… Jeg klynkede betydeligt! Da jeg havde talt ned til 14, begyndte min krop at reagere voldsomt. Jeg fik tårer i øjnene, jeg rystede ukontrolleret og varmen spredte sig i kroppen på mig. Da jeg nåede til 3, ramte slaget mig på låret. Jeg hylede op! ,,Lig så stille tøs! Eller vi begynder forfra!” Jeg bed de sidste 2 slag i mig. Min puls var høj. Men jeg var lettet. Det var overstået. Du havde knækket mig, en grænse var flyttet. Du hjalp mig på benene. Mine ben rystede. Da følte jeg det. Lysten i min krop, som jeg aldrig havde følt den før. Jeg havde overgivet mig fuldtændig til dig. Mine safter rendte ned ad begge mine ben. Jeg samlede benene i skam. Men du bad mig sprede dem igen. Jeg forklarede dig, at jeg aldrig før, havde været så tændt. Du smilede. Stadig i dag, er du i tvivl om, noget overhovedet kan betegnes som straf for mig. Det ved jeg der er. Jeg kommer aldrig til at elske det spanskrør, men jeg elsker, hvad det gør ved min mentale tilstand. Det flytter mig og langsomt flytter vi, du og jeg, mine grænser sammen. Jeg elsker dig!

19. December

Gensynet var glædeligt, vådt om intimt. Endelig, var vi sammen igen. Det boblede overalt i kroppen på mig. Jeg havde savnet dig så uhyrlig meget! Det var gensidigt. Dine hænder var i mit hår, på min krop, mellem mine ben, mens din mund krævede min. Jeg skubbede villigt mit underliv mod dig. Du smilede. “Hænderne bag nakken, tøs.” Jeg føler mig så afsindigt krævende og liderlig. Men det er det, som du gør ved mig. Dine berøringer tænder ilden i mig. Du sætter mig fri, som ingen anden. Jeg giver mig hen til dig, stoler på dig, og underkaster mig dig. Dine berøringer varede ikke ved. Du krævede mere af mig. “Jeg har en lille gave til dig, tøs.” Min nysgerrighed steg betydeligt. Jeg måtte kravle under juletræet, for at finde pakken. ,,Det er alligevel ikke en gave, som jeg vil have dig til, at åbne foran familien. Jeg åndede lettet op. Glædede mig over din gavmildhed. Jeg flåede papiret af pakken. Mine øjne undersøgte nænsomt pakken. Tweeser clit clamp, endda med påhængsklokke… Hvor julet… Sjovt.. Jeg skulede… Vidste ikke helt, hvordan jeg skulle tage imod dette djævelskab, som var betegnet til min følsomme klit. Jeg fik besked om, at den skulle prøves senere. For lige nu, skulle vi altså drikke vin og spise. Efterfølgende var jeg glad, mæt og veltilfreds. Vi vaskede op i fællesskab. Du strøg min bagdel kærligt. Jeg kunne kun drømme om, hvad jeg havde i vente senere. Du trak gardinerne for i hele lejligheden. Tændte levende lys. Det tegnede jo godt, var min tanke. Du stillede mig ud midt i rummet. Trak mig tøj af mig, kyssede mig på halsen. Jeg nød det. Nød din blide gestus. Men det sluttede brat, da du meddelte mig, at nu var det min røvs tur. Jeg skulede, da du stoppede din blide behandling. Du opdagede tilfældigt min utilfredshed, og svarede tilbage ved at nive min brystvorte hårdt. ,,Stå stille tøs! Det her, kommer til at gøre ondt!” Du smilede ondskabsfuldt. Jeg sænkede blikket. Du placerede nu min nye gave, på min klit. Du spændte til. Jeg samlede benene i forsvar og skreg lavmælt. Det morede dig. Hvis jeg bare, bevægede mig det mindste, ville du kunne høre det. Du meddelte mig, at når klokken ringede, ville det blive tilføjet et ekstra slag i de i forvejen bestemte slag. Jeg bed mig i læben. Avs. Du ledte mig hen til spisebordet. ,,Nu placerer du hænderne på spisebordet tøs, og husk, hvis du bevæger dig, eller ømmer dig den mindste smule. Så bliver det værst, for dig selv.” Jeg kontrollede altså selv smerten. Hvor meget jeg kunne tåle. Hvor meget, jeg kunne udholde. Forsigtigt, placerede jeg hænderne på spisebordet. Spredte benene ledt. Bed læberne sammen. Lukkede øjnene og forberedte min koncentration og udholdenhed. Min mentale tilstand øgedes kraftigt. Så lød det første svirp i luften!